Kulturarbejderens Klagesang

Burde skrives som sang. Idag bliver det dog blog-brok. Mine blå mandage omfatter nemlig også tirsdage nu (og lidt onsdag). Efter 2 dage oppe i skyerne, må man ‘komme sig’ i 2-3 dage derpå. Det jeg arbejder med er nemlig ikke helt almindeligt; jeg er KULTURARBEJDER. Selvvalgt plage, javist. Men i en alder af 51, har jeg ikke længere noget valg !
Jeg kan ikke udfylde en blanket uden at skrive udenfor linierne eller bare tænke ‘hvad mener de dog med det ?’, jeg kan ikke indgå i rutinerne på en normal arbejdsplads, osv.osv.

Men jeg kan finde på!

Jeg kan finde på at købe et kæmpe hus 110 km syd for København og afholde koncerter i det tilhørende nedlagte bageri. Kunstrådet, Musikerforbundet og Kommunen støttede faktisk med en stor bunke penge – pengene måtte dog kun gå til de optrædende, ikke til hende der trak det store læs, brugte sin energi på at skabe kultur i et udkantsområde – og siden gik ned med stress fordi hun skulle have job(s) ved siden af.
Takken var finanskrisen lige i nakken. Huset er nu over 500.000 kr. mindre værd end for 10 år siden ved indkøb. Det er ikke engang sikkert det kan sælges – og den ½ mio. kommer jeg til at betale af på, resten af mine dage.

Ham jeg elsker mest er også kulturarbejder. Han sørger for, at jeg får noget godt at spise hver dag. Det er kærlighed. For jeg har ikke penge til mad. Vi har det sjovt, springer opvasken over hvis der liiige er en sang der skal spilles. Det er der tit. Vi skændes også lidt.
Lars er nok heldig – han har fået tildelt en slags svensk kultur-flexjob. Men han skal stadig arbejde hårdt for det (og udfylder han ikke blanketterne rigtigt, kræver de gu’-hjælpe-me’ kulturpengene for flere år, tilbage !!). Han har lige så mange dårlige dage som mig – vi er et flot kronikerpar!

Men det kan man ikke se når vi står på scenen. Og i den forgangne weekend, var det lykkedes ham at lokke ikoniske Siw Malmkvist til lillebitte Vittsjö i Skåne. Det blev en forrygende koncert!! Og dagen efter optrådte vi med hende igen i Malmö, Folkets Park.
Jeg synes det var STORT; hun og jeg sang duet ‘Forelsket i København /Förälskad i Köpenhamn’❤

Tirsdag tæller vi viigændens omsætning, jeg har tjent omkring 1500:- sek, det er ca. 1200,- dkk.
Er det virkelig dét værd ? Måneders forberedelse, timers øvning, kørsel frem og tilbage, ondt i ryggen af at slæbe højttalere, højt blodsukker af stress, stress af det hele..
Svaret er ja. For at mange roste min stemmes klang? For at jeg ikke kan andet end dette? For at verden skal have kultur og glæde og nogen må gøre arbejdet? Sådan cirka – JA.

Idag har jeg bestilt et par sko hos Ellos. Hva’? Kulturarbejdere kan vel nøjes med at synge Cornelis Vreeswijks ‘Somliga går i trasiga skor’..  Jeg har ondt i fødderne af mine sommersko, jeg må ha’ nogle med stødabsorberende sål. Så ejendomsskattekontoret i Vordingborg får 399,- kr. mindre end de skulle have haft.

Jeg har mere at finde på!
Bare vent: konceptbøger fra Forlaget LangborgsLyd samt en fysisk butik til GrevinnansLoppis (hvis Hässleholms kommune vil lege med).
Det seneste påhit er en drømmeoversættelse. Jeg fik opgaven og oversætter lidt hver dag fra finlandssvensk til dansk. Men pengene kommer først når bogen er trykt. Og det er måske først i november..

Siden sidst er jeg også sprunget ud som kunstner: Malena ART ( https://www.facebook.com/Malena-ART-901467026626664/?ref=ts&fref=ts ) Et af mine værker hedder ‘Walk a mile in my shoe’ – altså: prøv at sætte dig i mit sted.
Det gælder måske ikke dig der læser med her – det gælder måske kun blanketfremstillerne, kulturforbrugerne, pengepugerne, skofabrikanterne, dem der synes den siddende danske statsmedister gør det godt – og så fremdeles.

Det føles vigtigt at fortælle at jeg ikke vader fra den ene succes til den anden. Det ser måske bare sådan ud når man ‘glemmer’ at fortælle hvad man laver mellem opgaverne. Ikke meget. Har dårlig samvittighed /ånde og andet. Visse dage klarer jeg at arbejde 1 time. Sært nok fik jeg alligevel ikke ryddet op i huset den dag.

Jeg ved alle mennesker har sit at kæmpe med, jeg er taknemmelig for at jeg mestendels bare skal sørge for mit.
MEN: jeg vil synge Kulturarbejderens Klagesang indtil verden forstår. Ved godt det bli’r en lang sang😉

ps. Vi havde heller ikke råd til ferie i år.

Nyd sensommeren!!
/Malene i Nordskåne

14212152_306314876395375_601797648793969225_n
(foto fra Facebook)

FERIE ?

[HuggeblokBlog]

Idag fik jeg nok. Måtte tage en beslutning. I ét hug. Men hvad er det nu FERIE er ?
Noget alle har ‘ret’ til – 5 uger i DK hvis man er ansat.
Som selvstændig erhvervsdrivende på deltid, ventende på deltidspension (-sjukskrivning) kan jeg ikke holde ferie. Det kan en landmand heller ikke, medmindre nogen gider malke hans køer. Til aften så jeg ‘Uppdrag Granskning’ på svensk tv. En journalist borede i Arla’s overforbrug af rejser og golftøj til ansatte og kunder. Betalt af mælkebønder på fallittens rand. Direktøren tjener 500.000,- sek om måneden. Nå.
Min harme hér, går på hvorfor nogle mennesker tror de er SÅ meget mere værd end andre mennesker. Frygt! sagde en klog ven.
Verden er skæv. Mælkebønderne blev fanget ind, lovet bedre tider, lånte penge. Siden blev de presset i pris. Nogle gik fra hus og hjem.
Jeg har et hjem i Skåne, men gården ejes af min älskling. Og så har jeg 2 huse i DK. Indtil videre. Købt på et marked ingen vidste var opskruet, før det var for sent. Til grin.
Satsede alligevel på kultur. Blev syg og siden vraget af systemet. Flygtede til Sverige..
(I kender historien)

For tiden oversætter jeg en bog – fra svensk til dansk. Dejlig opgave, har selv opfundet den – sådan kan jeg det bedst. Min timeløn er lav og honoraret udbetales først når bogen er trykt. Måske til efteråret ? Jeg er jo langsom, kan kun klare nogle timer om dagen. Derfor er jeg altid bagud med alting. Især regningerne. Indtil samfundet beslutter sig for at hjælpe sådan en som mig med lidt deltidsløn for de timer hver dag hvor jeg bare er træt i krop og tanke. Jeg har stress og trænger til ferie.

Hvad er så ferie ? For de fleste vel, at slippe for daglige pligter og bytte miljø, rejse væk.
Jeg vil bade i en sø. Og sy hatte til folk af genbrugsmaterialer. Det er nogenlunde opfyldelige ferieønsker.
Jeg fortalte kæresten om mine alvorlige planer og han hjalp mig igang. Må jo begynde med en hatteblok. Fandt et fint stykke fældet træ og lånte en økse og lidt andet værktøj ved huggeblokken. Jeg blev meget træt, men havde det skønt.

Herr Lönn
DSC_0829
Idag fik jeg nok. Gik ud til min blok. Og senere tilbage til min blog.

Nårhja, de daglige pligter slipper jeg ikke for. Opvask, tøjvask, huske at børste tænder. Økonomiske spekulationer.
Tænk når jeg en dag kommer ovenpå igen.. bliver jeg så også et rigt svin der køber luksus uden skelen til andre mennesker, eller min fattige fortid ?

– få svaret; abonnér på min (hugge)blog
/Malene
DSC_0828

Kan du noget med Børge Mogenstrup ?

– stribevis af LOVEsongs

Jeg kiggede lidt på tanten. Det var varmt at sætte anlæg op, men der var så smukt dækket op på sommerhusterrassen og bryllupsgæsterne var så småt begyndt at arrivere, stemningen var fin og den skulle ikke ødelægges.
– Øh, Børge Mogenstrup ? ham kender jeg ikke..
– Nej, selvfølgelig gør du ikke det, vrissede tanten. Så sagde jeg:
Børge Mogensen var møbelarkitekt, mener du John Mogensen ?
– Ja!, det var ham jeg mente.
– Nårhja, men jeg har selvfølgelig et nummer med John Mogensen..
Satans også, tænkte jeg, for selv om ‘Så længe jeg lever’ er en kærlighedssang, så ville jeg kun spille lykkelige LOVEsongs for det søde brudepar. Jeg smilede flinkt til tanten og hun så ud som om dagen var reddet.

Brudgommen roste mig for det velvalgte repertoire – og han fortalte at det var lige som de havde drømt om, at de ankom lidt senere end gæsterne og ude på grusvejen kunne de høre musikken komme imod dem. Blide toner som en lun sommervind.
På terrassen fik de champagne og sagde goddag til alle. Nu ta’r jeg sgu den, tænkte jeg – og så spillede jeg ‘Dance me to the end of love’. Da begyndte parret at danse, det var ‘deres melodi’. Jeg var lige ved at begynde at tude. Sikken stund! Bagefter sagde de at jeg virkelig havde fanget den sang, som jo er svær. Tak til Leonard Cohen – det er en pissestærk sang!

Jeg glemte tanten og fortsatte med lidt bossanova, men hun holdt skarpt øje med mig. Så sagde jeg, der var et ønske om noget John Mogensen, og spillede for hende.

At være lydtapet er en mærkelig rolle. Musikken skal hverken være høj eller lav, den skal smyge sig ind, så pauser i snak med, måske nye bekendtskaber, ikke virker unaturlige.
Klapper man efter hvert nummer ? Ikke nødvendigvis, men det var der en frisk gut der syntes alle skulle ‘Kan vi få bord 2 med ?’, sagde han ved det selvudråbte bord 1 på terrassen. Han mente det godt. Og jeg takkede ham bagefter for den støtte han havde givet mig.
Brudeparret takkede, nogle gæster takkede, tanten takkede😉

Jeg var kørt hjemmefra kl. 12 og var hjemme i Skåne igen igåraftes kl. 21. Skønt med en kold øl og lidt aftensmad. Idag vågnede jeg glad, men stadig meget træt. Men forfa’en:
Musik er mit liv❤ og jeg KAN noget. Med eller uden Børge Mogenstrup.

SANGSKRIVER

Idag har en af mine sangskrivervenner fødselsdag. På Facebook skrev jeg ‘Tillykke sangskriver!’
Jeg har heldigvis mødt ham rigtigt flere gange – og hørt hans sange. De er gode. Han er sangskriver, han tænker tanker, skriver dem ned og komponerer original musik til. Vi mødtes via Odsherred Sangskriverklub som jeg startede i 2010.

Idag har jeg indspillet en sang. Siddet i mit svenske kontor og indlæsningsstudie og nørdet med lyd. Jeg glemte at spise frokost, for jeg havde det så sjovt!
Sangen har jeg skrevet sammen med min veninde og sangskriver Marianne i Stockholm. Vi havde et tekstligt tema og 2 guitarer og i løbet af et par timer, en junidag i 2013, var ‘The NO song’ kommet til verden.
Marianne vil inkludere vores fælles anstrengelser på sin næste pladeudgivelse🙂

Igåraftes så jeg tv – det gør jeg sjældent, men jeg måtte se portrætudsendelsen om Spandau Ballet som lavede fantastisk musik i mine unge 80’ere. De 5 i bandet holdt sammen i mange år og solgte millioner af plader. De blev trætte/stod af ræset/gik fra hinanden. Senere kom et retsligt opgør om: SANGENE.
Én af gutterne havde hele tiden skrevet det hele, alene med sin guitar. Bandet spillede disse kvalitative sange tight og med ekvilibrisme og fed lyd, til tops. Men Spandau Ballet var ikke blevet til noget uden netop disse sange.
Udfra en, for mig, mærkelig menneskelig egenskab og årsag, syntes de andre i bandet pludselig, at de skulle have del i rettighedspengene til sangene. Koncertindtægterne var et overstået kapitel, der var kun royalties tilbage.
Heldigvis holdt engelsk ret fast i, at sangskriveren fortsat havde eneretten til sine sange. Pyha!, sukkede jeg dér i sofaen. Hvor var vi ellers henne?

Mine stribevis af viser, er ikke ude hos de store masser – jeg er ikke rigtigt gået efter at blive pop-stjerne (!), men sangene har værdi. De er et billede af min tid, min gang her på jorden. Alle godt 130 stk. er registrerede hos komponistrettighedsbutikken Koda, som arbejder worldwide.

Jeg er pissestolt af at være sangskriver!
Og jeg synes, jeg er så heldig, at sangskrivning er en ventil for noget oplevet og reflekteret. Og når man solo og sårbar står der og spiller sin sang og der så er nogen der siger: ‘Du udtrykker lige dét jeg ikke kan formulere’, så har man ligefrem en mission!

I December var jeg heldig at blive trukket ind i et pladeprojekt med gamle skånske viser – jeg var bare på rette tid & sted da en anden meldte fra. Viserne er beskrivende for en tid for 100 år siden. Noget synes komisk idag, andet er dybere, noget tidløst og universelt. Men skrevet i den tidsånd hvilket giver et indblik i livet da – og menneskene.
Sådan skal nutidsviser også være, vi skal ikke bare være historikere, vores hjerter banker her og NU!

Guitaren min Far købte til mig da jeg var 10, skrev jeg sange på. Men først i 1991, altså for 25 år siden, fik jeg professionaliseret min sangskrivning.

På tegnebrættet her i det skånske, er en Songwriters Circle Skåne, for der er ikke nogen sangskriverklub nu.
Den tager jeg mig af !

For at fuldende dagen, kunne jeg ha’ skrevet en sang. Næsten. En solskinsmeditation trængte sig på. Så det blev et slags meditativt omkvæd med 2 akkorder i C-vitamindur.

Vi trænger til solskin, verden trænger til ro, vi trænger til menneskelig varme at give videre.
Støt sangskriverne – en hær af venligtstemte mennesker, våbnet er en guitar.

/Sangskriver Langhår

Trend

Det er ikke rigtigt trendy at VÆVE ! Det publikum jeg møder på den mest vedholdende vævemesse i Norden; ‘Vävdagar i Glimåkra’ er gråhårede damer som fylder i landskabet, og maser i køen til kage m. kaffe. Jeg er også u-trendy uden mascara og i min søsters aflagte strikkjole og orange gummisko. Pigen fra landet.
Vævemessen – som er udstilling af billedvævekunst, arbejdende væveværksteder samt garn- og tilbehørssalg en masse – foregår i disse dage i Skåne: http://www.vavmuseum.se

Jeg har ikke været på vævemesse siden.. sidst – og det er nok 15 år siden. Hvert år har jeg skrevet det ind i kalenderen, men aldrig haft råd eller mulighed. NU, i vævemessens 32. år, bor jeg 32 km fra Glimåkra og lånte glad min mands utrendy bil. Fed lykke.
De gråhårede kan noget. Sætte en trend op. I skaftevæven. Bom, bom – hvor det lyder når islættet bankes tæt, med bommen. For en generation eller 2 siden, vævede man sine egne viskestykker. Det var en slags prestige, tror jeg. Man broderede sine initialer derpå med stolthed. Det ser flot ud. Og stykkerne er slidstærke! Slægtsgården jeg bor på, ejer en stor, smuk stak håndvævede. Min mands mors initialer er KL, broderet med rødt. Hun var en stærk kvinde med udsigt, energi, engagement.

Min første skaftevæv købte jeg i IKEA. Året, ca. 1980, min søster var flyttet hjemmefra, så jeg fik et helt rum til væven. Poul som boede på vejen var lidt yngre end min far. De havde leget sammen som børn, men Poul var altid taberen – hvad de kaldte ham, vil jeg ikke skrive her, det var SÅ respektløst. Poul var en overgang chauffør i min fars vognmandsforretning, men han drak for meget i perioder. Ingen gad lege med ham. Han blev min væveven. Han var en sindssygt dygtig håndværker og fik væven til at svæve. Jeg kan først nu se, at jeg hjalp ham til at føle sig set, ved at han hjalp mig. Tak Poul.
malene væver81
Væven flyttede med mig, og det blev til mange tæpper af stofstrimler: trasmattor – jeg har dem endnu.
Jeg mistede min væv da jeg godtroende parkerede den i en svigermors garage. Da jeg blev skilt fra hendes søn og skulle hente mine ting, fik jeg ikke adgang! Der røg nogle personlige ting – og min elskede 1. væv. Såret blev først helet den dag jeg fandt en gammel væv et svensk loppested, den var latterligt billig, men fin og gammel. Den bor på Bogø nu.

Da Yvonne skulle tømme sit hus i Blovstrød, fik jeg mange årgange af VÄV, det toneangivende nordiske magasin, også skabt i Glimåkra. Jeg læste dem allesammen og klippede det ud jeg ville gemme – mange timers inspiration! (Yvonne var gift med Henning som var bror til Bjarne – det forklarer vel det hele?) Tak i alla fall, Yvonne.

Jeg har altid været sådan en der ‘væver lidt i det’ – og det er ikke velkomment at man er længe om at svare, leder efter ordene, har svært ved at tage beslutninger, tænker sig om.
Vævning er ikke en hurtig sport og en del af nyhederne. Vævning tager TID. Det er måske derfor det er så fedt at væve.

Her i det svenske har jeg ikke nogen væv, men jeg har kontor hvor der engang var vævestue. Og der lå en meget berømt Væveskole i Vittsjö.. der er meget jeg skal have undersøgt.
Foreløbig vil jeg være trendsætter for mit eget liv.
Det kan du også være.
Det kan du også væve.

Indtryk fra vævemessen idag:
DSC_0027DSC_0025DSC_0006DSC_0012DSC_0017DSC_0010DSC_0015DSC_0019DSC_0004

Farvel Fiat!

DSC01383

Jeg kan ikke gøre for det; jeg kan godt lide biler, cars, motorer. Og det er så galt at jeg ofte ta’r mig selv i at snuse dybt ind når jeg kører bagved en 4-akslet. Diesel i blodet? Kan man sige.
Biler er praktiske transportmidler og en nødvendig del af et moderne liv. Man kan alt i en bil: konversere, spise, tænke, drikke kaffe, høre musik, komponere musik, kysse, elske og nåja.. køre fra A til Z.
Fik jeg sagt jeg er barn af vognmænd i 3 generationer? Farfarsfar, Lars, brugte dog rigtige hestekræfter.

Nu har jeg solgt Fiatten og er altså billøs. Det var jeg også de første 31 år af mit liv.
Stribevis af biler-listen kommer her:

1. Suzuki Swift 1.0 mørkeblåmetallic – købt ny i DK, 1996
2. Mercedes C-klasse stationcar 2.0 kompressor kongeblå årgang 2000 – købt i Sverige, 2001
3. Volvo 245 kombi hvid – købt i Sverige, 2003
4. Opel Astra van, orange – lejet i DK, 2003
5. Volvo 740 herregårdsvogn, champagnemetallic årgang 1987 – købt i DK, 2007
6. Fiat500 1.0 Pop hvid – købt ny i DK, 2008

Må man have følelser for biler? Græde på skrotpladsen? Savne?
Jeg tænker ofte tilbage på Merceren der dybest set ikke passede til mit genbrugstøj, venstreorienterede liv og skuret jeg boede i, men den faldt i min turban mens jeg arbejdede i et bilfirma i Malmö. Jeg ELSKEDE at træde på speederen, give folk baghjul. Simpel form for magt..

Fornuftsbeslutningen om Fiatsalg glædede min bankmand. At importere en 7 år gammel ‘500 lavet af italiensk pasta med 189.000 km på bagen til Volvoens eget land, var idioti ! Det er det også at fortsat betale af på gæld til en bil man ikke har, men det kommer jeg vel over.

Fiattendælme! hvor har den lille bil og jeg oplevet meget sammen; glæde og sorg og en masse musikrejser.
10 x til Stockholm og 100 x mellem Rørvig og Bogø. Jeg var ellers ikke Fiatfan.
Sjovest var turen til Monica Zetterlund Museet i Hagfors i Värmland, Sverige, 732 km fra Rørvig (fotos her:  http://langborgslyd.dk/index.php/1561685 )

Men altså: FarvelFiat og ka’ du ha’ det rigtig godt og kør forsigtigt.
Jeg bor nu i Skåne på landet, Västra Göinge, og der går ingen busser hjem til gården. Stationen i Vittsjö ligger 6 km herfra. Min elskede har en gammel Ferguson der også kan harve når man spænder noget bagved. Så har han en rød Opel Astra van som jeg kan låne af og til. Han er sød. Kører han en tur, sikrer han sig at jeg har mad og brænde i rigelige mængder.

Hvad fa’n er du ?
MaleneMotór

ps. Fiatforhandleren i 2008 gav mig en flaske italiensk rødvin med. Da alko og bilkørsel som bekendt er en bad kombo, røg proppen først af i går – vinen havde fået årgangs-karaktér🙂

Min gule sommerbluse..

Sidder i min gule sommerbluse og er sommerbrun som ingensinde. Det var solen i Sverige som gav mig farve i kinderne. På flere niveauer.
Det er længe siden jeg har blogget, men denne sommerblues i gul bluse fik mig til tasterne.
Jeg har fundet lykken. Længe søgt, nu min. Men vejen var LANG! som en langhåret Langborgsk fortælling..

Den gule bluse, er en slags gul førertrøje (haha, mig som ikke ved noget om sport, endsige har et tv) – og jeg har fået den af Karen, min kære nabo. Karen er smuk i sjæl og krop. Hun kom ind med den med ordene ‘dig som holder af gult’. Ja, som væggene i sommerhuset her.

Sommerhuset i Rørvig har været mit og x-mandens siden 2009. Nu er det sat til salg. Tvunget af omstændighederne. Odsherred og jeg kunne ikke bruge hinanden mere  – vælger fattigrøven at sige.
Tænk hvad jeg har fået lov at opleve her !! Og naboerne har givet mig så meget. Blusen er bare symbolsk.
I aftes tændte jeg stagerne med gule lys i. Farmor og farfars snoede messinglysestager. Slægten som var årsagen til at jeg søgte tilbage til Rørvig hvor de havde sommerhus.. Det er latterligt sentimentalt og nede i blues-lejet. Der kan man være en stund. Men jeg er også lykkelig!

Jeg søgte kærlighed. Den var længe undervejs og jeg kyssede nogle underlige musikalske men skræmte frøer før skånske Lars sagde ‘men flytta hit’ (‘jamen flyt dog herop’).
Så det gør jeg. Goodbye Odsherred. Hello Sweden!

Livet i Odsherred var godt. Og også skidt (læs tidligere blogindlæg) men bedre end Bogø hvor jeg gik ned med stress. I Odsherred fik jeg bygget mig selv op igen, fik prøvet min kreativitet af (håber at det satte spor, det tror jeg).
Jeg glæder mig vildt til mit nye skånske eventyr, for det er jeg sikker på, det bliver – et eventyr. Har scoret en prins med et ‘torp’ (rødmalede svenske huse på stor grund). Han er lige så musikalsk, sød, intelligent, kreativ, smuk som jeg kunne drømme om. Tænk at jeg skulle blive 50 før jeg mødte ham!

Jeg nægter at være bitter, men af og til er jeg vred ! (og blodsukker og ditto -tryk suser op på faretruende niveauer) – hvorfor kunne en kreativ, initiativrig pige med kroniske sygdomme ikke hjælpes i det danske samfund ? I Sverige er de heldigvis stadig kulturelle og social-demokratiske.. Jo, der er også regelsæt, svære at kapere, men alting bliver lettere når man er 2.

Älskar dig, Linkan❤
Elsker livet, solen
– og min solgule bluse.
Tak Odsherred, for det du kunne give.

/Malene

Elskede Odsherred..

Elskede Odsherred
Det gør så ondt at kærligheden ikke er gengældt.
Jeg har elsket dig siden jeg var et barn.
Det gør jeg stadig. Det er jeg stadig.

Jeg kom tilbage i 1985 – til Farfars sommerhus.
Jeg kom tilbage i 1995 – og sang med et band.
Jeg kom senere tilbage for at holde ferie med en ven.
Men i 2009 købte jeg med nød, næppe og mand et lillebitte hus.
VillaSkrivero.dk
Her kom jeg mig efter jeg var gået ned med stress.
Her indspillede jeg en cd, herfra opdyrkede jeg et netværk.
Her blev jeg skilt, kappede et tov.
Her flyttede jeg ind og fik kommunal hjælp. Dog ikke længe.
For der var også et ondskabens Odsherred jeg ikke troede eksisterede.
Jeg måtte klare mig selv. Kæmpede.
Søgte jobs og fik dem. Klarede dem ikke. Nederlag.
Hvad skulle jeg så betale regninger med ?

Her har jeg opfundet kulturkommunale projekter til gavn for mange.
Her har jeg.. samlet sten på stranden. Mærket evigheden – og min længsel.
Kysset under Geoparkens stjerneklare himmel.

Her har jeg fejret min 50års fødselsdag.
Odsherredfremmødet sagde mig igen, at her hører jeg til!

Så skrev xmandens advokat: Er det ikke tiden at sælge ?
Ejendomsmægleren var sød. Som en veninde. Ud af hendes mund lød det ikke så slemt:
‘Huset har ingen værdi. Men måske kan vi sælge grunden.’
Ingen værdi ? ‘uden grund’.. men det er jo mit hjem! Her mit hjerte bor – VillaSkrivero.

Odsherred, vil du ikke ha’ mig ?
Igår blev jeg fyret fra jobbet. Som jeg troede var rigtigt.
Jeg forstår det ikke.

Elskede Odsherred
Det gør så ondt at kærligheden ikke er gengældt.
Jeg har elsket dig siden jeg var et barn.
Det er jeg stadig. Det gør jeg stadig.