SøndagsSjampanje

Dybt mærkeligt! Hver gang jeg har kvalme og ondt i maven (hører heldigvis til sjældendhederne) og drikker et glas champagne – så forsvinder ubehaget!
Folk siger jeg bør skrive en bog. Skal den hedde Champagnekuren ? Er den taget?
Hvad får mig overhovedet på den tanke, at drikke noget så boblende når jeg er ½sløj ?
Det er svært at svare på. Måske ligger champagne bare langt fremme i pandelappen, måske ligger der altid en flaske afkølet, langt fremme i mit køleskab ? Jo.
Mousserende kan også gøre det. Champagne er en beskyttet, distriktsbestemt drik. Mousserende vine fremstilles af og til på champagne-niveau og kan købes når man alligevel er i Netto med sit velgørenhedsgavekort.
Jeg er nok også arveligt belastet. Min Far drak champagne. Og min Mormor! Hun boede i arbejderbolig og Morfar drak bajere på trykkeriet. Men Mormor hævede niveauet og sneg altid en flaske med, sine steder. Hun kunne charme enhver. Champagnecharme.
Anekdote1: jeg vandt engang en konkurrence, fordi jeg vidste noget om en hovedpersons champagne-vaner. Det var cool !
Anekdote2 (den bedste!): da munk Dom Perignon for mangemange år siden ved en fejl opfandt champagnen fordi der var gået kulsyre i noget (overgearet) vin, udtalte han, da han smagte på det: ‘Min Gud, jeg drikker stjerner!!’ Og dét forklarer måske det hele!
Således dagens tekst, på en regngrå søndag, om stjernedrikken champagne og mit forhold til den. Ja – jeg sprang selvfølgelig søndagskirkebesøget over.

Ønsker stribevis af champagne til folket!
/Malene
(let mousserende)

Advertisements

IDAG KNÆKKEDE FILMEN, SÅ..

Mandag.
Vidste det allerede i morges da jeg slog øjnene op; jeg kan ikke noget! Alle aftaler må aflyses. Som tænkt, så gjort. Det hjalp. Nu går det bedre.
Det er ikke mere alvorligt end lidt blodsukkerjustering og mathed i kroppen. Men psykologisk er det noget med at være så
træt i følelserne at jeg kun kan holde ud at tale lidt i telefon med min Mor.
Det står i Kommunens rapport: Malene er psykisk sårbar – udover de fysiske skavanker, that is.

Hvad kan man så blive så træt af ? At arrangere og afholde en 3-dages visefestival med ansvaret for det meste, gæster i huset og et cirkustelt i haven ? Sådannoget lignende. Dertil stress over økonomien (både festivalens og den private), kampen med Kommunen, afslagene, 2 langtrukne forgæves forelskelser i træk, ensomheden og usikkerheden midt i alting..
Og midt i alting sprudler kreativiteten også. Så snart én dør er lukket, kan man jo åbne nye !
Har vidst det en tid: kreativiteten er et af mine største ‘talenter’, mit brændstof, min livsgejst. Jeg kan overkomme uoverkommelige ting med den. På trods. Men sættes den i system, dør den.
Derfor gjorde det så
ondt i sjælen efter mødet i sidste uge med den endelige sagsbehandler – ham med den dybe stemme: vil jeg have et fleks-job, skal jeg nedlægge min ‘virksomhed’. Man må ikke spille musik ved siden af et konformt 15-timers job. Sådan er det bare. ‘Dine ønsker kan ikke være inde i lovgivningen‘. Lex Malene.

Idag lå der en banjo på min terrasse. En perifer musikven havde været forbi med den. Forleden afleverede han 2 guitarer og en gammel mandolin. Disse aflagte instrumenter er en gave til min kreativitet. Gaver der fortæller mig at nogen vil mig det godt. Og lagt sammen med de visaminer vi alle fik på Visefestivalen DenVise,, ved jeg, at det nok skal gå. Knækkede film splejses sammen og mirakler sker hver dag.
Instrumenterne skal males i sjove farver og med blomster på, og hænge på væggene i – ta-daa!: mit næste projekt.
TAK