Stolt!

Når jeg er nede i kulkælderen, svag i selvtilliden, synes jeg mine projekter er håbløse. Både dem jeg har gennemført, og de fremtidige. Når jeg er GLAD – og det sker – så ser jeg på hele mit liv i det skønneste solskinslys. Sådan er det at være følsom kunstner. Vekselvirkning. Livet er stribet. Ikke ensfarvet.
Jeg går efter at være stolt. Det kommer til mig momentvis. Sådan har jeg det idag.
Igår var nemlig en fantastisk dag!
Først var jeg på det lokale loppemarked og købte en stribe armstole med ternede hynder. Helt rigtige, let retro, sommerhuslige, lyst træ, gedigent dansk håndværk. 6 stk. 400,- kr. incl. hjemkørsel. Så kan selv kontanthjælpsmodtagere være med (på overtrækskontoen). Jeg fik selv bakset stolene ind på terrassen. Stolt. Idag konstaterer jeg, at der kun kan være 1 ad gangen i min Fiat500. Det er 6 ture til Bogø hvor stolene nok skal bo. Blondinebeslutning.

Nå, stoleslæberiet var kun opvarmning til dagens store begivenhed: solo-optræden i Frederikssund Viseklub!
Lidt nervøs er jeg altid, undrer mig stadig over det og griner bagefter; det gik jo godt! Og denne aften var særdeles vellykket, jeg ser den som en slags svendebrev/ilddåb/statement.
Sikken’ kærlighed, sikken’ tagen imod. Jeg var velkommen og visegæster og klub nød musikken og det jeg fortalte. De følte sig underholdt! Lykke.
Mange var henne og sige tak og gi’ hånd eller kramme. Og jeg fatter det ikke. Af et ærligt hjerte: jeg FATTER ikke at jeg får lov at sidde og spille guitar og synge til og fortælle om livet og så ovenikøbet få tak. Og løn.

Hvad er det ?
Det er viser. Det er fællesskabsfølelse. Det er en pause fra alt det andet livet også byder på. Mere forstår jeg ikke.
Hvad kan jeg ? Måske har Gud givet mig en specielt behagelig stemme og sårbarhed som jeg ikke er bange for at lufte i ord, måske har jeg gefühl, feeling, rytme. Men jeg kæmper med fingrene og hjernen for at spille de akkorder og synge de ord der står i mine papirer.
Jeg synes ikke det lå i kortene at jeg skulle være underholdende, ligefrem morsom, sidde på en scene. Alene. Men det skulle jeg. Folks ros får mig næsten til at gå bagover! Det er derfor jeg er så STOLT! I never saw it coming.
En kær viseven som havde taget toget fra Vanløse til Frederikssund (og som iøvrigt selv er en pissedygtig visesanger/guitarist/sangskriver) sagde med glimt i øjet: ‘Du kan lige så godt vænne dig til det’. Jotak, men det kan være jeg aldrig kommer til det.
Min hemmelighed er, at jeg møder kærlighedshungrende op, mit udgangspunkt er dog at GIVE. Og så sker der noget magisk i den udveksling – og alle går fra spillestedet med stjerner i øjnene, hjertet fuldt. Ja, det ER ufatteligt.

Tilbage til mine projekter:
Jeg blev født genert. Sagde ingenting. Gjorde ingenting. Ingen troede på mig. Næsten heller ikke mig selv. Men en lille kerne af styrke var der dybt indeni.
Musikken:
Først amatørrock i slut-80’erne, så jazzfusion i begyndelsen af 90’erne. Så døde min Far og jeg tog fat på den jazz han havde spillet for mig i min barndom. Jeg var 30.
I slut-90’erne havde jeg fast engagement på hoteller og i barer hver weekend. Det gav hår på brystet. Så flyttede jeg til Sverige (forsinket teenage-oprør) og vendte tilbage til Danmark 3 år efter – fordi der var mest bud efter mig her.

Så blev jeg 40. Og pissetræt af storbyen og rundsavene på albuerne i jazzmiljøet. Flyttede til provinsen, udkantsDK hist og pist. Stod af ræset.
Var klar til et skift. Tog på visekursus 2010 og så lyset. Senere blev jeg skilt fra jazztrompetisten.
Nu gælder Odsherred forever and ever AMEN. Indtil næste istid. Og med stribevis af viser.

En netværksveninde spurgte mig for ikke så længe siden: ‘Du ligner jo en succes, hvordan gør du?
JEG VED DET IKKE! Jeg er bare ærlig overfor mig selv og lægger ikke særligt mange planer. Kun når jeg ser tilbage, kan jeg skimte den røde tråd.

Hvad jeg ville sige med stoltheden:
Der er gået 4 år siden det lille men skelsættende sommervisekursus. Jeg har formået at etablere mig i en del af musikbranchen jeg ikke kendte til: visernes. Jeg har arrangeret og afholdt 3 visefestivaler og da jeg blev booket og klarede en solooptræden i en ægte viseklub, tænkte jeg – på vej hjem i Fiatten igår fra Frederikssund – at nu var jeg måske snart noget.
Jeg bliver snart 50.

Det var søndagens tekst. Uden champagne. I hvert fald kun en bundsjat. Og en stor kop te.
Og en vise.

Advertisements