Fars ret

Jeg står i køkkenet klokken halv 11 om aftenen og putter smør på et stykke sandkage. Perverst? Måske. Pludselig får jeg grinekrampe, noget jeg kommer til at tænke på, et gammelt minde. Min Far.
Han kunne godt li’ mad. Østers, forloren skildpadde. Ost, karrysalat. Men åndelig føde var vigtig. Så han læste Politiken og Berlingeren og Børsen og Aktuelt (som der var noget der hed).
Engang bad Politiken læserne om at indsende beskrivelser af de mest mærkelige ting de havde spist, eller anderledes livretter. Det var sjov læsning. Leverpostej med remoulade. Low class. Både fordi farvesammensætningen er uindbydende, og fordi det smager rædselsfuldt. Nå.
Det væltede ind med læserhistorier, men jeg kan ikke huske dem. Jo én. Fordi min far også fik grinekrampe – som lyn fra en klar himmel – hver gang han kom i tanker om denne ‘ret’.
En læser ELSKEDE: Et stykke friskbagt spandauer (wienerbrød). Med ferskrøget laks. Kan De forestille Dem dette ?
Bare tanken. Ja, for det blev ved tanken – vi efterprøvede det aldrig. Men der var stof til mange års latter bare ved at tale om det. Soul food. Fars ret.
Ingen farsretter her, bare stribevis af latterstimulerende retter. Og natmad bestående af en kop Earl Grey og et stykke – med tandsmør velsmurt – sandkage (den billige fra Coop).
Go’nat fra Mrs. Sandman

Advertisements