Min første vise

genfandt jeg for en tid siden i en sangbog lånt på biblioteket. Der kan have været vuggeviser min Mor sang for mig, men bevidstheden om ‘en vise’ åbenbaredes i mit barnehoved da jeg var 10-11 år.
Det er klart jeg må skrive denne historie på bloggen som jo hedder ‘Stribevis Af Viser’ og én skal være den første..

Min første vise hed ‘Dyrtidsvisen’ eller ‘Der er lagt på..’ men da jeg indspillede den fra radioen på et cassettebånd betitlet ‘Blandet Bånd’ skrev jeg med sirlig formskrift ‘Dalak på’ – haha! Det lyder som om Carl Fischer synger sådan på lakpladen. Han lancerede iøvrigt visen i Tivoli Varieté 1916 !
Visen er politisk og jeg har ikke forstået meget, udover at det lød godt, sjovt og at ‘her var noget’.
Da min Far var toneangivende indenfor musik – og smag generelt (i vognmandshjemmet) – hørte vi mest bigband- og andet jazz. Viser fandtes sådanset ikke. Så jeg var LIDT flov over at have en gammel vise på dette cassettebånd, som jeg lyttede til i smug på mit værelse.

Min anden vise var ‘Verdens uheldigste mand’. Forleden fandt jeg ud af, at det var troubadouren Cæcar der sang den i mit fødselsår 1965. Jeg lærte den til guitarspil. Af en hippie af en guitarlærer ca. 1977. Så ku’ jeg pludselig valsetakt og fingerspil samtidig. Det foregik på jazzsaxofonist Arne Astrups prominente Hellerup Musikskole. Nede i kælderen. Vi grinede sammen, læreren og mig. Arne var jeg mere andægtig overfor. Han var jo ven med min (jazz)Far.

Årene gik uden viser. Utroligt.
Siden er jeg kommet efter det. Efter dem. Viserne.
Alle der har orket høre på det, har jeg fortalt historien om at jeg, i 2010, syntes mit liv skulle tilføres ny inspiration. Jeg tog på en uges sommervisekursus på Nordiska Folkhögskolan i Kungälv ved Göteborg. Og blev en slags omvendt! Alt hvad jeg havde manglet fandtes her: musik, kærlighed, sammenhold, forløsning, fordybelse, fortælling. Jeg kunne jo bare VÆRE i viserne, det kan jeg stadig. Et sted for en rastløs sjæl at opholde sig.

Siden er viser blevet en stor del af mit liv. 3 egne visefestivaler og en del koncerter. Og når jeg skriver ny musik, bliver det viser.
Visor/viser klinger fint i andre nordiske lande, men her i Danmark synes ordet have en støvet misklang. Visen er moderne! og unge mennesker med ring i øjenbrynet (og glimt i øjet) fornyer den! Visen er ren, uindpakket. Viser er storytelling sat i musik. Det var måske dét jeg allerede kunne høre da jeg ikke var så gammel.
Min første vise ud af en million.

GODT VISEÅR 2015 !

Advertisements

Essensen af visen:

“Jeg danser til disco og rock’n’roll, skråler med på pop og svømmer hen til bossanova og easy-listening.
Mit intellekt stimuleres ligefrem af instrumental jazzfusion og 1000 toner fra en trompet.
Men når jeg hører en VISE der fortæller en historie til mit hjerte, så er jeg helt solgt !!”

Malene Langborg
26/12 2014

‘Jeg ville finde’..

CV-aften29Nov14
Synes bare dette foto er fint fanget. Fotografen hedder Michael Marquard Lund.
Der var stribevis af viser – og sange af C.V. Jørgensen den mørke Novemberaften i København.
Min nyeste vise, skrevet her i November fremførte jeg også der.
Den hedder ‘Jeg ville finde’.