Trend

Det er ikke rigtigt trendy at VÆVE ! Det publikum jeg møder på den mest vedholdende vævemesse i Norden; ‘Vävdagar i Glimåkra’ er gråhårede damer som fylder i landskabet, og maser i køen til kage m. kaffe. Jeg er også u-trendy uden mascara og i min søsters aflagte strikkjole og orange gummisko. Pigen fra landet.
Vævemessen – som er udstilling af billedvævekunst, arbejdende væveværksteder samt garn- og tilbehørssalg en masse – foregår i disse dage i Skåne: http://www.vavmuseum.se

Jeg har ikke været på vævemesse siden.. sidst – og det er nok 15 år siden. Hvert år har jeg skrevet det ind i kalenderen, men aldrig haft råd eller mulighed. NU, i vævemessens 32. år, bor jeg 32 km fra Glimåkra og lånte glad min mands utrendy bil. Fed lykke.
De gråhårede kan noget. Sætte en trend op. I skaftevæven. Bom, bom – hvor det lyder når islættet bankes tæt, med bommen. For en generation eller 2 siden, vævede man sine egne viskestykker. Det var en slags prestige, tror jeg. Man broderede sine initialer derpå med stolthed. Det ser flot ud. Og stykkerne er slidstærke! Slægtsgården jeg bor på, ejer en stor, smuk stak håndvævede. Min mands mors initialer er KL, broderet med rødt. Hun var en stærk kvinde med udsigt, energi, engagement.

Min første skaftevæv købte jeg i IKEA. Året, ca. 1980, min søster var flyttet hjemmefra, så jeg fik et helt rum til væven. Poul som boede på vejen var lidt yngre end min far. De havde leget sammen som børn, men Poul var altid taberen – hvad de kaldte ham, vil jeg ikke skrive her, det var SÅ respektløst. Poul var en overgang chauffør i min fars vognmandsforretning, men han drak for meget i perioder. Ingen gad lege med ham. Han blev min væveven. Han var en sindssygt dygtig håndværker og fik væven til at svæve. Jeg kan først nu se, at jeg hjalp ham til at føle sig set, ved at han hjalp mig. Tak Poul.
malene væver81
Væven flyttede med mig, og det blev til mange tæpper af stofstrimler: trasmattor – jeg har dem endnu.
Jeg mistede min væv da jeg godtroende parkerede den i en svigermors garage. Da jeg blev skilt fra hendes søn og skulle hente mine ting, fik jeg ikke adgang! Der røg nogle personlige ting – og min elskede 1. væv. Såret blev først helet den dag jeg fandt en gammel væv et svensk loppested, den var latterligt billig, men fin og gammel. Den bor på Bogø nu.

Da Yvonne skulle tømme sit hus i Blovstrød, fik jeg mange årgange af VÄV, det toneangivende nordiske magasin, også skabt i Glimåkra. Jeg læste dem allesammen og klippede det ud jeg ville gemme – mange timers inspiration! (Yvonne var gift med Henning som var bror til Bjarne – det forklarer vel det hele?) Tak i alla fall, Yvonne.

Jeg har altid været sådan en der ‘væver lidt i det’ – og det er ikke velkomment at man er længe om at svare, leder efter ordene, har svært ved at tage beslutninger, tænker sig om.
Vævning er ikke en hurtig sport og en del af nyhederne. Vævning tager TID. Det er måske derfor det er så fedt at væve.

Her i det svenske har jeg ikke nogen væv, men jeg har kontor hvor der engang var vævestue. Og der lå en meget berømt Væveskole i Vittsjö.. der er meget jeg skal have undersøgt.
Foreløbig vil jeg være trendsætter for mit eget liv.
Det kan du også være.
Det kan du også væve.

Indtryk fra vævemessen idag:
DSC_0027DSC_0025DSC_0006DSC_0012DSC_0017DSC_0010DSC_0015DSC_0019DSC_0004

Advertisements

Farvel Fiat!

DSC01383

Jeg kan ikke gøre for det; jeg kan godt lide biler, cars, motorer. Og det er så galt at jeg ofte ta’r mig selv i at snuse dybt ind når jeg kører bagved en 4-akslet. Diesel i blodet? Kan man sige.
Biler er praktiske transportmidler og en nødvendig del af et moderne liv. Man kan alt i en bil: konversere, spise, tænke, drikke kaffe, høre musik, komponere musik, kysse, elske og nåja.. køre fra A til Z.
Fik jeg sagt jeg er barn af vognmænd i 3 generationer? Farfarsfar, Lars, brugte dog rigtige hestekræfter.

Nu har jeg solgt Fiatten og er altså billøs. Det var jeg også de første 31 år af mit liv.
Stribevis af biler-listen kommer her:

1. Suzuki Swift 1.0 mørkeblåmetallic – købt ny i DK, 1996
2. Mercedes C-klasse stationcar 2.0 kompressor kongeblå årgang 2000 – købt i Sverige, 2001
3. Volvo 245 kombi hvid – købt i Sverige, 2003
4. Opel Astra van, orange – lejet i DK, 2003
5. Volvo 740 herregårdsvogn, champagnemetallic årgang 1987 – købt i DK, 2007
6. Fiat500 1.0 Pop hvid – købt ny i DK, 2008

Må man have følelser for biler? Græde på skrotpladsen? Savne?
Jeg tænker ofte tilbage på Merceren der dybest set ikke passede til mit genbrugstøj, venstreorienterede liv og skuret jeg boede i, men den faldt i min turban mens jeg arbejdede i et bilfirma i Malmö. Jeg ELSKEDE at træde på speederen, give folk baghjul. Simpel form for magt..

Fornuftsbeslutningen om Fiatsalg glædede min bankmand. At importere en 7 år gammel ‘500 lavet af italiensk pasta med 189.000 km på bagen til Volvoens eget land, var idioti ! Det er det også at fortsat betale af på gæld til en bil man ikke har, men det kommer jeg vel over.

Fiattendælme! hvor har den lille bil og jeg oplevet meget sammen; glæde og sorg og en masse musikrejser.
10 x til Stockholm og 100 x mellem Rørvig og Bogø. Jeg var ellers ikke Fiatfan.
Sjovest var turen til Monica Zetterlund Museet i Hagfors i Värmland, Sverige, 732 km fra Rørvig (fotos her:  http://langborgslyd.dk/index.php/1561685 )

Men altså: FarvelFiat og ka’ du ha’ det rigtig godt og kør forsigtigt.
Jeg bor nu i Skåne på landet, Västra Göinge, og der går ingen busser hjem til gården. Stationen i Vittsjö ligger 6 km herfra. Min elskede har en gammel Ferguson der også kan harve når man spænder noget bagved. Så har han en rød Opel Astra van som jeg kan låne af og til. Han er sød. Kører han en tur, sikrer han sig at jeg har mad og brænde i rigelige mængder.

Hvad fa’n er du ?
MaleneMotór

ps. Fiatforhandleren i 2008 gav mig en flaske italiensk rødvin med. Da alko og bilkørsel som bekendt er en bad kombo, røg proppen først af i går – vinen havde fået årgangs-karaktér 🙂