Kulturarbejderens Klagesang

Burde skrives som sang. Idag bliver det dog blog-brok. Mine blå mandage omfatter nemlig også tirsdage nu (og lidt onsdag). Efter 2 dage oppe i skyerne, må man ‘komme sig’ i 2-3 dage derpå. Det jeg arbejder med er nemlig ikke helt almindeligt; jeg er KULTURARBEJDER. Selvvalgt plage, javist. Men i en alder af 51, har jeg ikke længere noget valg !
Jeg kan ikke udfylde en blanket uden at skrive udenfor linierne eller bare tænke ‘hvad mener de dog med det ?’, jeg kan ikke indgå i rutinerne på en normal arbejdsplads, osv.osv.

Men jeg kan finde på!

Jeg kan finde på at købe et kæmpe hus 110 km syd for København og afholde koncerter i det tilhørende nedlagte bageri. Kunstrådet, Musikerforbundet og Kommunen støttede faktisk med en stor bunke penge – pengene måtte dog kun gå til de optrædende, ikke til hende der trak det store læs, brugte sin energi på at skabe kultur i et udkantsområde – og siden gik ned med stress fordi hun skulle have job(s) ved siden af.
Takken var finanskrisen lige i nakken. Huset er nu over 500.000 kr. mindre værd end for 10 år siden ved indkøb. Det er ikke engang sikkert det kan sælges – og den ½ mio. kommer jeg til at betale af på, resten af mine dage.

Ham jeg elsker mest er også kulturarbejder. Han sørger for, at jeg får noget godt at spise hver dag. Det er kærlighed. For jeg har ikke penge til mad. Vi har det sjovt, springer opvasken over hvis der liiige er en sang der skal spilles. Det er der tit. Vi skændes også lidt.
Lars er nok heldig – han har fået tildelt en slags svensk kultur-flexjob. Men han skal stadig arbejde hårdt for det (og udfylder han ikke blanketterne rigtigt, kræver de gu’-hjælpe-me’ kulturpengene for flere år, tilbage !!). Han har lige så mange dårlige dage som mig – vi er et flot kronikerpar!

Men det kan man ikke se når vi står på scenen. Og i den forgangne weekend, var det lykkedes ham at lokke ikoniske Siw Malmkvist til lillebitte Vittsjö i Skåne. Det blev en forrygende koncert!! Og dagen efter optrådte vi med hende igen i Malmö, Folkets Park.
Jeg synes det var STORT; hun og jeg sang duet ‘Forelsket i København /Förälskad i Köpenhamn’ ❤

Tirsdag tæller vi viigændens omsætning, jeg har tjent omkring 1500:- sek, det er ca. 1200,- dkk.
Er det virkelig dét værd ? Måneders forberedelse, timers øvning, kørsel frem og tilbage, ondt i ryggen af at slæbe højttalere, højt blodsukker af stress, stress af det hele..
Svaret er ja. For at mange roste min stemmes klang? For at jeg ikke kan andet end dette? For at verden skal have kultur og glæde og nogen må gøre arbejdet? Sådan cirka – JA.

Idag har jeg bestilt et par sko hos Ellos. Hva’? Kulturarbejdere kan vel nøjes med at synge Cornelis Vreeswijks ‘Somliga går i trasiga skor’..  Jeg har ondt i fødderne af mine sommersko, jeg må ha’ nogle med stødabsorberende sål. Så ejendomsskattekontoret i Vordingborg får 399,- kr. mindre end de skulle have haft.

Jeg har mere at finde på!
Bare vent: konceptbøger fra Forlaget LangborgsLyd samt en fysisk butik til GrevinnansLoppis (hvis Hässleholms kommune vil lege med).
Det seneste påhit er en drømmeoversættelse. Jeg fik opgaven og oversætter lidt hver dag fra finlandssvensk til dansk. Men pengene kommer først når bogen er trykt. Og det er måske først i november..

Siden sidst er jeg også sprunget ud som kunstner: Malena ART ( https://www.facebook.com/Malena-ART-901467026626664/?ref=ts&fref=ts ) Et af mine værker hedder ‘Walk a mile in my shoe’ – altså: prøv at sætte dig i mit sted.
Det gælder måske ikke dig der læser med her – det gælder måske kun blanketfremstillerne, kulturforbrugerne, pengepugerne, skofabrikanterne, dem der synes den siddende danske statsmedister gør det godt – og så fremdeles.

Det føles vigtigt at fortælle at jeg ikke vader fra den ene succes til den anden. Det ser måske bare sådan ud når man ‘glemmer’ at fortælle hvad man laver mellem opgaverne. Ikke meget. Har dårlig samvittighed /ånde og andet. Visse dage klarer jeg at arbejde 1 time. Sært nok fik jeg alligevel ikke ryddet op i huset den dag.

Jeg ved alle mennesker har sit at kæmpe med, jeg er taknemmelig for at jeg mestendels bare skal sørge for mit.
MEN: jeg vil synge Kulturarbejderens Klagesang indtil verden forstår. Ved godt det bli’r en lang sang 😉

ps. Vi havde heller ikke råd til ferie i år.

Nyd sensommeren!!
/Malene i Nordskåne

14212152_306314876395375_601797648793969225_n
(foto fra Facebook)

Advertisements