5. Januar ’15

IDAG kunne jeg have valgt at tilmelde mig på kontanthjælpskontoret. Igen.
Men den lille Fiat500 fragtede mig til et foreningsarrangement hvor jeg, mod honorar, optrådte med musik og sang.
Livet er fuldt af valg. Det er bare at sige ja og nej. De rigtige steder, vel at mærke.
Af og til får man ikke noget valg. Så bliver man bare smidt af hesten. Eller kontanthjælpen.
Det skete for mig 1 uge før Jul. Farvel og tak, og det skulle også være sket for længe siden. Du er jo en ressource-person (vi har holdt øje med din visefestival). Godt Nytår!

SikkerhedsnetsDanmark virker selv herude i vandkanten. Jeg kan SØGE om kontanthjælp (mit forsørgelsesgrundlag gennem nogle år) igen, mod at jeg nedlægger mit CVR.-nummer, ophører med alt hvad der minder om selvstændig virksomhed og således holder op med at spille musik.
Nu er du med, tror jeg.. og blogger videre:

Gennem disse år har jeg troligt opgivet alt hvad jeg tjente musikalsk mv. til modregning i kontanthjælpen. Ikke nogen god forretning, men vilkårene, og en ok løsning indtil jeg kunne få fleksjob.
Flexen er en ordning hvor man arbejder det man kan (i mit tilfælde, kapacitet 15 timer/uge) og får fleksydelse op til 37 timer. Fantastisk for ½syge mennesker som mig der (heldigvis) er for raske til helpension 🙂
Afslag! Kunne ikke kombineres med musikken.

Definition: INGEN ansætter en musiker for 1 aften. Med feriepenge, arbejdsgiverafgifter og hvad sådannoget hedder. DERFOR skriver man en faktura eller får et honorar stukket i hånden. Jeg betaler SKAT forhelvede! Men frifugle-princippet har eksisteret i mindst 100 år (så gammelt er i hvert fald Dansk Musiker Forbund, min elskelige fagforening) og alligevel kan dansk lovgivning (pip-pip!) – når det gælder administration fra jobcentrenes side – ikke håndtere, rumme andre end lønmodtagere!
Min Far og Farfar var selvstændige – og farfarsfar før dem.

“Danmark er (nemlig) blevet udråbt til det mest erhvervsvenlige land i verden af det amerikanske erhvervsmedie Forbes” – finans.dk 20/12 2014
Tillykke, det er SÅ nemt at starte selvstændig virksomhed i DK. Bare kom!
Min verden sank i grus. 1 uge før Jul.
Juleaften valgte jeg (der var den igen) at holde alene. Det bekom mig vel. Det regnede da jeg gik nede på stranden og tænkte over livet. Nytåret fejrede jeg i visevenners favn. Det hjalp.

Men inden da havde jeg taget valget. Eller; der var ikke noget valg. For at ophøre med at spille musik, er selv at ophøre. Fatter I ? Med min jazzhjerne ville jeg træde forkert hele tiden, ikke kunne forstå reglerne for at modtage kontanthjælp, gøre noget ulovligt.
Så fra nu af skal der ikke modregnes en eneste krone. Jeg kan tjene alt det jeg vil. Og det vil jeg:
forsøge at forsørge mig selv. Jeg har stadig 2 huse og 1 Fiat. Masser af gæld og et overklippet mastercard. Men jeg har carte blanche til livet. Og GPS, både til bilen og den i mit hjerte ❤
Du må alligevel gerne hjælpe mig.. Jeg synger gerne til hvadsomhelst. Mod honorar.
musik@malene.dk – tel. 4098 1017

– blev filmet på jobbet idag (af Finn Eggert Jensen): ‘Duerne flyver’

Advertisements

Min første vise

genfandt jeg for en tid siden i en sangbog lånt på biblioteket. Der kan have været vuggeviser min Mor sang for mig, men bevidstheden om ‘en vise’ åbenbaredes i mit barnehoved da jeg var 10-11 år.
Det er klart jeg må skrive denne historie på bloggen som jo hedder ‘Stribevis Af Viser’ og én skal være den første..

Min første vise hed ‘Dyrtidsvisen’ eller ‘Der er lagt på..’ men da jeg indspillede den fra radioen på et cassettebånd betitlet ‘Blandet Bånd’ skrev jeg med sirlig formskrift ‘Dalak på’ – haha! Det lyder som om Carl Fischer synger sådan på lakpladen. Han lancerede iøvrigt visen i Tivoli Varieté 1916 !
Visen er politisk og jeg har ikke forstået meget, udover at det lød godt, sjovt og at ‘her var noget’.
Da min Far var toneangivende indenfor musik – og smag generelt (i vognmandshjemmet) – hørte vi mest bigband- og andet jazz. Viser fandtes sådanset ikke. Så jeg var LIDT flov over at have en gammel vise på dette cassettebånd, som jeg lyttede til i smug på mit værelse.

Min anden vise var ‘Verdens uheldigste mand’. Forleden fandt jeg ud af, at det var troubadouren Cæcar der sang den i mit fødselsår 1965. Jeg lærte den til guitarspil. Af en hippie af en guitarlærer ca. 1977. Så ku’ jeg pludselig valsetakt og fingerspil samtidig. Det foregik på jazzsaxofonist Arne Astrups prominente Hellerup Musikskole. Nede i kælderen. Vi grinede sammen, læreren og mig. Arne var jeg mere andægtig overfor. Han var jo ven med min (jazz)Far.

Årene gik uden viser. Utroligt.
Siden er jeg kommet efter det. Efter dem. Viserne.
Alle der har orket høre på det, har jeg fortalt historien om at jeg, i 2010, syntes mit liv skulle tilføres ny inspiration. Jeg tog på en uges sommervisekursus på Nordiska Folkhögskolan i Kungälv ved Göteborg. Og blev en slags omvendt! Alt hvad jeg havde manglet fandtes her: musik, kærlighed, sammenhold, forløsning, fordybelse, fortælling. Jeg kunne jo bare VÆRE i viserne, det kan jeg stadig. Et sted for en rastløs sjæl at opholde sig.

Siden er viser blevet en stor del af mit liv. 3 egne visefestivaler og en del koncerter. Og når jeg skriver ny musik, bliver det viser.
Visor/viser klinger fint i andre nordiske lande, men her i Danmark synes ordet have en støvet misklang. Visen er moderne! og unge mennesker med ring i øjenbrynet (og glimt i øjet) fornyer den! Visen er ren, uindpakket. Viser er storytelling sat i musik. Det var måske dét jeg allerede kunne høre da jeg ikke var så gammel.
Min første vise ud af en million.

GODT VISEÅR 2015 !

Essensen af visen:

“Jeg danser til disco og rock’n’roll, skråler med på pop og svømmer hen til bossanova og easy-listening.
Mit intellekt stimuleres ligefrem af instrumental jazzfusion og 1000 toner fra en trompet.
Men når jeg hører en VISE der fortæller en historie til mit hjerte, så er jeg helt solgt !!”

Malene Langborg
26/12 2014

‘Jeg ville finde’..

CV-aften29Nov14
Synes bare dette foto er fint fanget. Fotografen hedder Michael Marquard Lund.
Der var stribevis af viser – og sange af C.V. Jørgensen den mørke Novemberaften i København.
Min nyeste vise, skrevet her i November fremførte jeg også der.
Den hedder ‘Jeg ville finde’.

Fars ret

Jeg står i køkkenet klokken halv 11 om aftenen og putter smør på et stykke sandkage. Perverst? Måske. Pludselig får jeg grinekrampe, noget jeg kommer til at tænke på, et gammelt minde. Min Far.
Han kunne godt li’ mad. Østers, forloren skildpadde. Ost, karrysalat. Men åndelig føde var vigtig. Så han læste Politiken og Berlingeren og Børsen og Aktuelt (som der var noget der hed).
Engang bad Politiken læserne om at indsende beskrivelser af de mest mærkelige ting de havde spist, eller anderledes livretter. Det var sjov læsning. Leverpostej med remoulade. Low class. Både fordi farvesammensætningen er uindbydende, og fordi det smager rædselsfuldt. Nå.
Det væltede ind med læserhistorier, men jeg kan ikke huske dem. Jo én. Fordi min far også fik grinekrampe – som lyn fra en klar himmel – hver gang han kom i tanker om denne ‘ret’.
En læser ELSKEDE: Et stykke friskbagt spandauer (wienerbrød). Med ferskrøget laks. Kan De forestille Dem dette ?
Bare tanken. Ja, for det blev ved tanken – vi efterprøvede det aldrig. Men der var stof til mange års latter bare ved at tale om det. Soul food. Fars ret.
Ingen farsretter her, bare stribevis af latterstimulerende retter. Og natmad bestående af en kop Earl Grey og et stykke – med tandsmør velsmurt – sandkage (den billige fra Coop).
Go’nat fra Mrs. Sandman

Stolt!

Når jeg er nede i kulkælderen, svag i selvtilliden, synes jeg mine projekter er håbløse. Både dem jeg har gennemført, og de fremtidige. Når jeg er GLAD – og det sker – så ser jeg på hele mit liv i det skønneste solskinslys. Sådan er det at være følsom kunstner. Vekselvirkning. Livet er stribet. Ikke ensfarvet.
Jeg går efter at være stolt. Det kommer til mig momentvis. Sådan har jeg det idag.
Igår var nemlig en fantastisk dag!
Først var jeg på det lokale loppemarked og købte en stribe armstole med ternede hynder. Helt rigtige, let retro, sommerhuslige, lyst træ, gedigent dansk håndværk. 6 stk. 400,- kr. incl. hjemkørsel. Så kan selv kontanthjælpsmodtagere være med (på overtrækskontoen). Jeg fik selv bakset stolene ind på terrassen. Stolt. Idag konstaterer jeg, at der kun kan være 1 ad gangen i min Fiat500. Det er 6 ture til Bogø hvor stolene nok skal bo. Blondinebeslutning.

Nå, stoleslæberiet var kun opvarmning til dagens store begivenhed: solo-optræden i Frederikssund Viseklub!
Lidt nervøs er jeg altid, undrer mig stadig over det og griner bagefter; det gik jo godt! Og denne aften var særdeles vellykket, jeg ser den som en slags svendebrev/ilddåb/statement.
Sikken’ kærlighed, sikken’ tagen imod. Jeg var velkommen og visegæster og klub nød musikken og det jeg fortalte. De følte sig underholdt! Lykke.
Mange var henne og sige tak og gi’ hånd eller kramme. Og jeg fatter det ikke. Af et ærligt hjerte: jeg FATTER ikke at jeg får lov at sidde og spille guitar og synge til og fortælle om livet og så ovenikøbet få tak. Og løn.

Hvad er det ?
Det er viser. Det er fællesskabsfølelse. Det er en pause fra alt det andet livet også byder på. Mere forstår jeg ikke.
Hvad kan jeg ? Måske har Gud givet mig en specielt behagelig stemme og sårbarhed som jeg ikke er bange for at lufte i ord, måske har jeg gefühl, feeling, rytme. Men jeg kæmper med fingrene og hjernen for at spille de akkorder og synge de ord der står i mine papirer.
Jeg synes ikke det lå i kortene at jeg skulle være underholdende, ligefrem morsom, sidde på en scene. Alene. Men det skulle jeg. Folks ros får mig næsten til at gå bagover! Det er derfor jeg er så STOLT! I never saw it coming.
En kær viseven som havde taget toget fra Vanløse til Frederikssund (og som iøvrigt selv er en pissedygtig visesanger/guitarist/sangskriver) sagde med glimt i øjet: ‘Du kan lige så godt vænne dig til det’. Jotak, men det kan være jeg aldrig kommer til det.
Min hemmelighed er, at jeg møder kærlighedshungrende op, mit udgangspunkt er dog at GIVE. Og så sker der noget magisk i den udveksling – og alle går fra spillestedet med stjerner i øjnene, hjertet fuldt. Ja, det ER ufatteligt.

Tilbage til mine projekter:
Jeg blev født genert. Sagde ingenting. Gjorde ingenting. Ingen troede på mig. Næsten heller ikke mig selv. Men en lille kerne af styrke var der dybt indeni.
Musikken:
Først amatørrock i slut-80’erne, så jazzfusion i begyndelsen af 90’erne. Så døde min Far og jeg tog fat på den jazz han havde spillet for mig i min barndom. Jeg var 30.
I slut-90’erne havde jeg fast engagement på hoteller og i barer hver weekend. Det gav hår på brystet. Så flyttede jeg til Sverige (forsinket teenage-oprør) og vendte tilbage til Danmark 3 år efter – fordi der var mest bud efter mig her.

Så blev jeg 40. Og pissetræt af storbyen og rundsavene på albuerne i jazzmiljøet. Flyttede til provinsen, udkantsDK hist og pist. Stod af ræset.
Var klar til et skift. Tog på visekursus 2010 og så lyset. Senere blev jeg skilt fra jazztrompetisten.
Nu gælder Odsherred forever and ever AMEN. Indtil næste istid. Og med stribevis af viser.

En netværksveninde spurgte mig for ikke så længe siden: ‘Du ligner jo en succes, hvordan gør du?
JEG VED DET IKKE! Jeg er bare ærlig overfor mig selv og lægger ikke særligt mange planer. Kun når jeg ser tilbage, kan jeg skimte den røde tråd.

Hvad jeg ville sige med stoltheden:
Der er gået 4 år siden det lille men skelsættende sommervisekursus. Jeg har formået at etablere mig i en del af musikbranchen jeg ikke kendte til: visernes. Jeg har arrangeret og afholdt 3 visefestivaler og da jeg blev booket og klarede en solooptræden i en ægte viseklub, tænkte jeg – på vej hjem i Fiatten igår fra Frederikssund – at nu var jeg måske snart noget.
Jeg bliver snart 50.

Det var søndagens tekst. Uden champagne. I hvert fald kun en bundsjat. Og en stor kop te.
Og en vise.

SøndagsSjampanje

Dybt mærkeligt! Hver gang jeg har kvalme og ondt i maven (hører heldigvis til sjældendhederne) og drikker et glas champagne – så forsvinder ubehaget!
Folk siger jeg bør skrive en bog. Skal den hedde Champagnekuren ? Er den taget?
Hvad får mig overhovedet på den tanke, at drikke noget så boblende når jeg er ½sløj ?
Det er svært at svare på. Måske ligger champagne bare langt fremme i pandelappen, måske ligger der altid en flaske afkølet, langt fremme i mit køleskab ? Jo.
Mousserende kan også gøre det. Champagne er en beskyttet, distriktsbestemt drik. Mousserende vine fremstilles af og til på champagne-niveau og kan købes når man alligevel er i Netto med sit velgørenhedsgavekort.
Jeg er nok også arveligt belastet. Min Far drak champagne. Og min Mormor! Hun boede i arbejderbolig og Morfar drak bajere på trykkeriet. Men Mormor hævede niveauet og sneg altid en flaske med, sine steder. Hun kunne charme enhver. Champagnecharme.
Anekdote1: jeg vandt engang en konkurrence, fordi jeg vidste noget om en hovedpersons champagne-vaner. Det var cool !
Anekdote2 (den bedste!): da munk Dom Perignon for mangemange år siden ved en fejl opfandt champagnen fordi der var gået kulsyre i noget (overgearet) vin, udtalte han, da han smagte på det: ‘Min Gud, jeg drikker stjerner!!’ Og dét forklarer måske det hele!
Således dagens tekst, på en regngrå søndag, om stjernedrikken champagne og mit forhold til den. Ja – jeg sprang selvfølgelig søndagskirkebesøget over.

Ønsker stribevis af champagne til folket!
/Malene
(let mousserende)

IDAG KNÆKKEDE FILMEN, SÅ..

Mandag.
Vidste det allerede i morges da jeg slog øjnene op; jeg kan ikke noget! Alle aftaler må aflyses. Som tænkt, så gjort. Det hjalp. Nu går det bedre.
Det er ikke mere alvorligt end lidt blodsukkerjustering og mathed i kroppen. Men psykologisk er det noget med at være så
træt i følelserne at jeg kun kan holde ud at tale lidt i telefon med min Mor.
Det står i Kommunens rapport: Malene er psykisk sårbar – udover de fysiske skavanker, that is.

Hvad kan man så blive så træt af ? At arrangere og afholde en 3-dages visefestival med ansvaret for det meste, gæster i huset og et cirkustelt i haven ? Sådannoget lignende. Dertil stress over økonomien (både festivalens og den private), kampen med Kommunen, afslagene, 2 langtrukne forgæves forelskelser i træk, ensomheden og usikkerheden midt i alting..
Og midt i alting sprudler kreativiteten også. Så snart én dør er lukket, kan man jo åbne nye !
Har vidst det en tid: kreativiteten er et af mine største ‘talenter’, mit brændstof, min livsgejst. Jeg kan overkomme uoverkommelige ting med den. På trods. Men sættes den i system, dør den.
Derfor gjorde det så
ondt i sjælen efter mødet i sidste uge med den endelige sagsbehandler – ham med den dybe stemme: vil jeg have et fleks-job, skal jeg nedlægge min ‘virksomhed’. Man må ikke spille musik ved siden af et konformt 15-timers job. Sådan er det bare. ‘Dine ønsker kan ikke være inde i lovgivningen‘. Lex Malene.

Idag lå der en banjo på min terrasse. En perifer musikven havde været forbi med den. Forleden afleverede han 2 guitarer og en gammel mandolin. Disse aflagte instrumenter er en gave til min kreativitet. Gaver der fortæller mig at nogen vil mig det godt. Og lagt sammen med de visaminer vi alle fik på Visefestivalen DenVise,, ved jeg, at det nok skal gå. Knækkede film splejses sammen og mirakler sker hver dag.
Instrumenterne skal males i sjove farver og med blomster på, og hænge på væggene i – ta-daa!: mit næste projekt.
TAK

1. Juli

Idag er der 1 måned til DenVise(festival) her i sommerhushaven !
Forleden talte jeg med cirkusdirektør i http://www.Bella-Donna.dk som skal levere det stribede telt i nordiske farver (rød/hvid/blå) – det bli’r SÅ flot. Der mangler den gule, men vi har jo SOLEN 🙂
Viseartisterne og fortællerne er klar til at give dig en finfin oplevelse. Billetpriserne er ganske overkommelige. Den Vise Weber laver skøn grillmad og lille Rørvig er og bliver – i mere end en forstand – Danmarks Midtpunkt.
ViSes!
http://www.DenVise.dk <—program/billetter

Kan du ikke selv komme, kan du støtte initiativet (også med småbeløb) her:
http://www.booomerang.dk/projects/visefestivalen-denvise-2014/

Stribevis af viser – i et stribet cirkustelt !

53 kameler

Det måtte komme en dag; at en anden Malene ønskede sig domænet malene.dk som jeg har ejet siden 1999.
Idag var dagen. En venlig forespørgsel. Overtalelse til overtagelse.
Svaret er NEJ, jeg beholder det så længe jeg hedder Malene, og det er nok resten af livet.
Alligevel begyndte jeg at fantasere om hvad det mon er værd. For overdragelse uden pris kan der ikke blive tale om.
Kan man sætte pris på et domæne indkøbt for under 100,- kr. ?
http://www.webarbiter.com/da/malene.dk har svaret! Mit domæne er nr 27.594 i rækken af de mest eftertragtede på verdensplan. Det giver en værdi på anslået 183.960 USD hvilket svarer til 53 kameler.
Så ved jeg hvad jeg har at holde mig til. Stribevis af kameler.
Jeg ser for mig de 53 kameler gå rundt i min sommerhushave mens jeg domæneløs sidder inde i huset og pukler med min sangskrivning. Af og til er der en der er ved at løbe ud på vejen, så løber jeg efter den og Politiet kommer og siger at jeg bør ha’ mere styr på mine kameler og at det slet ikke er tilladt med så mange på kun 994 kvm. Og så halvt inde i byzonen.
Alternativt kan jeg få dedér dollars, og omregnet til DKK kunne jeg gå hen og nærme mig gældfrihed.
Måske skulle jeg gi’ navnesøs det tilbud ?

Hej fra hende de kalder
Malene.dk